Mange hinduer tilbeder den levende gudinde Kumarien, hvilket i praksis betyder en pige på helt ned til tre år. Men ikke hvilken som helst pige.
Kumari stammer fra ordet jomfru og betyder ung ugift pige på nepalesisk. Kumarien er altså det reneste rene, man kan opstøve. For at blive Kumari skal man have 32 særlige kvaliteter, som testes ved en udvælgelsesproces. Her er nogle af de såkaldte kvaliteter, hun skal have:
• En krop som et banyan træ
• Øjenvipper som en ko
• Lår som en hjort
• Bryst som en løve
• En stemme så blød og klar som en and (hmm, en and? Nå, men det er jo ikke noget jeg har fundet på).
Desuden skal hun have et godt helbred, hun må aldrig have tabt blod eller have været syg og hun må ikke have tabt nogle tænder (ved udvælgelsesprocessen). Noget af et ideal at sætte for små piger. Og så skal hun også være frygtløs. Det siges, at man ved udvælgelsen udsætter pigerne for forskellige voldsomme forskrækkelser for lige at sikre sig en vis kølig reaktion. Ellers er det næste i køen. For kø, det er der. En levende gudinde er skam noget man gerne vil være, eller dvs. noget forældre gerne vil have, at deres helt små piger skal være.
Når Kumarien så er fundet, flytter hun fra sin familie ind i et særligt palads, hvor der er folk til at passe og opfostre hende. Familien besøger hende sjældent og kun på formel vis. Hun skal altid have rød kjole på og bærer aldrig sko. Indimellem stikker hun hovedet ud af et lille vindue, men ellers forlader hun ikke paladset med undtagelse af ved hellige ceremonier. Og så er hun ellers en levende gudinde… lige indtil menstruationen. Så er det ud, for så har den hellige ånd og renheden forladt hendes krop.
Det siges, at en mand der gifter sig med en tidligere Kumari dør efter seks måneder. Men det har heldigvis ikke afholdt nogle vovehalse fra at prøve, vel at mærke uden at nogen af dem er døde som foreskrevet.
I dag får Kumarien også undervisning af en privatlærer, mens hun bor i huset. Derefter står uddannelse frit for. Min kollega fortalte, at en tidligere Kumari sågar havde fået en kandidatgrad. Sådan!
Der er flere Kumarier i Nepal – en i Kathmandu, en i Patan og en i Bhaktapur og også nogle uden for Kathmandu Valley. Mest kendt er den kongelige Kumari af Kathmandu, som bor på Kathmandu Durbar Square.
Kumarien her i Kathmandu har ikke været så samarbejdsvillig at stikke hovedet ud, mens jeg er gået forbi, så billedet må man tænke (eller Google) sig til.
Det er som om, der er ritualer til enhver lejlighed her. Her er bare et lille udpluk af dem, jeg har observeret:
• Man tager hånden fra hjertet op til panden og tilbage igen, hver gang man passerer et tempel (dvs. rimelig tit!).
• De yngre i familien knæler for deres bedsteforældre og rører bedsteforældrenes fødder med panden, når de skal hilse.
• Man putter tika i panden som velsignelse, når man har bedt.
Og mister man et nært familiemedlem, ifører man sig hvidt tøj og nogle særlige flettede tøfler og så forlader man ikke sit hjem i 13 dage. Og så spiser man heller ikke salt og kød i den periode. I hvert fald, hvis man er fra Brahmin-kasten. Her kan man så fristes til at spørge hvorfor egentlig? Men det er der tilsyneladende ikke nogen, jeg har spurgt, der lige ved. Sådan er det jo bare!
Her er flet-tøflerne, et must i dresscoden.
Der er ikke mange åndehuller at finde i Kathmandu, som er en af de tættest befolkede byer i verden. Bygningerne er egentlig ikke specielt høje, men store familier er stuvet sammen i lejlighederne og man ser folk overalt. Det giver byen et helt særligt liv, som på en gang er fascinerende og overvældende. Der bor ca. to-tre millioner mennesker i hele Kathmandu-dalen. Mange kommer til byen fra landdistrikterne for at tjene penge til familien derhjemme.
Bygningerne ser mange steder ud som om, de er ved at falde fra hinanden, men så længe der er tag over hovedet, lader det ikke til at skabe bekymring. Jeg bliver helt dårlig ved tanken om, at Kathmandu nu ligger nr. 1 i verden på den internationale liste over jordskælvstruede byer, hvor katastrofen vil være størst. Selv med mit beskedne arkitektoniske kendskab tør jeg godt garantere, at der ikke vil være mange bygninger tilbage efter et jordskælv.
Man forventer, at et stort jordskælv på omkring 8,4 på Richterskalaen vil ramme når som helst. Det er større end det, der ramte Haiti i 2010. Sidste store jordskælv i Kathmandu var i 1934, og der går ifølge eksperter ca. 50 til 100 år imellem de altødelæggende jordskælv.
Nepal har kun en international lufthavn, som ligger i Kathmandu. Hvis lufthavnen ødelægges af jordskælv, er man afskåret fra at modtage meget international nødhjælp, ligesom det skete i Haiti. Der er derfor i øjeblikket tiltag til at forberede lufthavnen på en katastrofe.
I en artikel på u-landsnyt.dk kaldes Kathmandu for verdens farligste sted: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/27-04-13/velkommen-til-verdens-farligste-sted-himalayas-t-t
Krydser fingre for et mirakel, så udviklingen kan gå frem og ikke tilbage!
Siden sidst har jeg været på (jungle)safari nede omkring grænsen til Indien. Jo jo, Nepal byder skam på endnu mere end bjerge og storby. Nationalparken Chitwan er en kæmpestor jungle med foranderligt landskab. Nogle steder store områder med elefantgræs, der bliver omkring fire meter højt, andre steder høje træer, lianer og floder.
Godt inde i junglen bor der næsehorn, bengalske tigre, leoparder, sorte bjørne, krokodiller, kobraslanger, taranteller og mange flere dyr og kryb. Og inden temperaturen stiger til alt for meget mere end de nuværende 42 grader, skulle jeg lige ned og hilse på.
Her køler et næsehorn sig i det lumre vand. Tyk og doven ser den ud, men den kan faktisk løbe 55 km/t! Det behøver jeg ikke se, før jeg tror det…
Og her har en stor tiger været forbi ca. 5-10 minutter før. Den var vel snedig nok til at gemme sig i elefantgræsset.
Men mit yndlingsdyr på turen var denne lille hundehvalp, jeg fandt på en cykeltur i byen Sauraha ved Chitwan. Jeg lader hende Jane om junglen!
Skal der være fest, så lad der være fest. Det er helt klart nepalesernes tilgang, når lejligheden byder sig. Og den forgangne weekend er ikke gået stille for sig. Her har jeg været til nepalesisk bryllup, som traditionen tro strækker sig over to dage.
Første dag løber vielsesceremonien af stablen, hvor brudeparret gennemlever oceaner af ritualer. Gæsterne giver en slags ofringsgaver til ceremonien – var det fx noget med en rå fisk eller et fad med lidt cashewnødder?
Først når gommen sætter en rød tika på brudens pande, er vielsen sket. En tika helt oppe ved hårgrænsen i panden symboliserer, at man er gift. Så er den diamant da sparet. Alle udgifter på første dag afholdes af brudens familie.
Næste dag må gommens familie så punge ud. Her mødes man om eftermiddagen og så er der ellers sprut og DANS til Bollywood musik hele aftenen… og nåh ja en buffet i hjørnet. Men ellers masser af plastic havestole og næsten ingen borde, så man hurtigt kan udvide dansegulvet. Festligt – det tror jeg nok!
Og hvordan er parrets spirende kærlighed så opstået? Jo, de mødte hinanden for første gang for en uge siden. Til deres forlovelse! Deres familier havde været så behjælpelige at arrangere ægteskabet. I dette tilfælde havde de lov til at sige nej tak til den udvalgte, dog ikke uden en god grund. Da gommen ikke bor i Nepal for tiden (faktisk bor og arbejder han i København), så kom Facebook til sin ret. Der havde de set billeder af hinanden. Med et ansigt på sin udkårne rejste gommen til Nepal for godt en uge siden og i sidste weekend var der så forlovelse. Romantisk.
På første billede er jeg på vej til vielsesceremonien sammen med moren fra min værtsfamilie (tv) og hendes søster (th). Selvfølgelig iført sari. På billederne neden for er parret i sving med ritualerne under vielsesceremonien.
Den primære strømkilde i Nepal er vand. Faktisk er omkring 90 % af al strøm “hydropower”. Hvor dejligt naturligt, kan man fristes til at tænke. Vandet, der stammer fra himalayas smeltevand og fra regnvand, bruges til at producere elektricitet på landets vandkraftværker.
Bagsiden af medaljen er, at der ikke er vand nok hele året til at forsyne befolkningen. Men det løser kraftværkerne så fikst ved simpelthen at slukke for strømmen.
Strømsvigt er en helt naturlig del af nepalesernes hverdag. For tiden må man undvære strøm i 10 timer hver dag (fordelt på to perioder af døgnet), men om vinteren i helt op til 14-16 timer i døgnet. Tidspunkterne er sat i system og jeg har da også fået en af de obligatoriske mobil-apps til at holde styr på strømsvigt i den strømzone, jeg nu lige måtte være i.
Til gengæld kan man fyre uhæmmet op for elektriciteten, når monsunregnen rammer sidst i juni og tre måneders tid frem. Så er der vand nok til at lave strøm til alle.
De fleste virksomheder har dog andre strømgeneratorer, som de kan slå til, når moder natur svigter.
Nepal er måske umiddelbart forbundet med smuk natur, yogapraktiserende munke og Mount Everest (og resten af himalaya).
Men zen-fornemmelsen ryger, lige så snart man kommer til Kathmandu. Uanset hvor i byen man er, får lugtesansen ingen pauser, om det så er karry, kloak eller kulsort trafikos. Her er ekstremt forurenet pga. alt for mange biler, dårlig benzin og ingen partikelfiltre. Hygiejne er heller ikke rigtig praktiseret… overhovedet. Men med en kirurg-lignende maske for næse og mund og noget mavestabiliserende back up, er man fint kørende.
Ind imellem kører en mand rundt på en gammel cykel med et stort lad bagpå og samler skrald ind. Men ellers er det så belejligt, at man bare smider sit skrald nede ved floden, hvis man alligevel går forbi. Men vand er jo helligt for hinduer, er det så ikke et (mere end i forvejen) mærkeligt sted at smide sit skrald?, bliver jeg nødt til at spørge. Niraj på 20 år fra min værtsfamilie griner og indrømmer, at frem for hinduer er de nepalesere. Og så kommer belejligheden i første række og selv Gud må føje sig.
Når man så bare lige forbereder sig på dét, er Kathmandu en spændende by med masser af kultur og søde mennesker, der bestemt skal opleves ved et besøg til Nepal.
Størstedelen af den nepalesiske befolkning er hinduer. Her er køer og vand helligt og enhver med respekt for sig selv har en rød “tika” i panden. Tikaen er et tegn på velsignelse, som hinduerne putter i panden efter de har bedt. Den består af noget rødt eller orange pulver, som nogle gange også blandes op med lidt yoghurt og ris, så det ligner et seriøst akneudbrud midt i panden!
Her fejler næstekærligheden umiddelbart ikke noget. Men så er der lige kastesystemet, hvor man meget simpelt er født til ikke at være ligestillet. Der er fire overordnede kaster:
Brahmin:
Den højeste kaste, hvis folk siges at stamme fra Guds hoved. Brahmin er oprindeligt hindupræster, der skal studere og undervise i hinduskrifterne.
Kshatriya:
Anden højeste kaste, som stammer fra Guds arme. Kastens folk er krigere og skal beskytte folket.
Vaishya:
Tredje højest kaste, som stammer fra Guds ben. Her finder man arbejderklassen, der dyrker jord og driver handel.
Sudra:
Laveste kaste, som stammer fra Guds fødder. Her kan man så få lov til at tjene de andre kaster.
Og så er der også lige de kasteløse. Nogen skal jo sortere affald, tømme toiletter og slagte dyrene!
I dag er alle kaster lovmæssigt ligestillet og uddannelse er åben og gratis for alle kaster. Diskriminationen er så “kun” en social udfordring. Ingen af dem, jeg har drøftet det ømtålelige emne med, vil giftes/er gift med én fra en anden kaste. Det ville familien aldrig acceptere! Selv påstår de alle at være ligeglade…
Mange virksomheder forsøger at fremme ligestillingen i erhvervslivet ved at ansætte folk fra lave kaster. Faktisk forsøger de ofte så ihærdigt, at de fravælger folk fra høje kaster. Suraj på 22 år fra min værtsfamilie (som er Brahmins) søgte fx et job hos et stort IT-firma, kom til tre samtaler og fik at vide, at han så godt som havde fået jobbet. Det skulle bare godkendes af HR-afdelingen. Men nej, desværre kunne de ikke tilbyde ham jobbet, fordi han er Brahmin (ja, det var begrundelsen). Det ville jo ikke se godt ud i statestikken. Så diskriminationen går begge veje. Let skal det ikke være.
På billedet er et lille medlem af en ny (måske mere retfærdighedsminded) generation på vej i tempel med sin mor. Og tikaen sidder lige, hvor den skal.
Som mange andre steder i verden flyder drikkevandet ikke ud af vandhanen. Enten køber familierne drikkevand i 20 litersdunke til 50 rupees (under 3,5 danske kroner) og ellers står den på selvhenter ved nærmeste brønd.
Den nepalesiske kalender følger ikke den vi kender, så denne måned slutter den 13. maj (og vi skriver her år 2070). Og nu hvor vi er sidst på måneden, er 50 rupees ikke sådan bare at skrabe sammen.
Her er der kø til brønden i Patan – bydelen der sammen med Kathmandu og Bhaktapur udgør Kathmandu Valley.
Efter tre ugers arbejde i Tewa – Nepal Women’s Fund har jeg fået et indtryk af Nepals udviklingsproblematikker, især hvad angår kvinder og deres rettigheder.
Udfordringerne spænder bredt fra vold i hjemmet, voldtægt, undertrykkelse og sociale normer til menneskehandel, hvor kvinder sælges typisk til bordeller i Indien eller husligt arbejde i golflandene.
En kvinde, der lige har født bliver fx i mange distrikter/familier anset for at være “uren” i et antal dage efter fødslen. Hun må så ikke opholde sig i huset sammen med resten af familien, men bliver sendt uden for i et skur, en lade eller et andet værelse, indtil hun er “ren”.
Samme opfattelse om urenhed er der om kvinder, der har menstruation. I den periode må kvinden ikke spise med ved bordet, hun må spise i et tilstødende rum. Og hun må ikke sove i samme seng som sin mand. Igen må hun ind i et andet rum. Det er naturligvis langt fra praktiseret i alle nepalesiske familier, men blev alligevel overrasket, da mine fire kollegaer, jeg talte med det om, alle havde personlige eksempler på dette. Fx skal direktøren fortælle sin bedstemor, om hun har menstruation, når hun kommer på besøg – for i så fald bliver der linet op til hende uden for spisestuen. En kæmpe ydmygelse, synes hun, så hun har sjovt nok andre planer, hvis hun lige bliver inviteret på en af de fire dage. Min anden kollega fortæller, at hun bor sammen med sin svigerfamilie (hvilket de fleste kvinder gør) og at svigermoren reder op til hende i et andet værelse under menstruation. Hendes mand har dog protesteret mod det og synes det er oldtidigt. Kompromiset er så blevet en madras til hende ved siden af sengen – og heldigvis kommer svigermor ikke ind om natten.
Endnu mere udfordrende er det, at det i størstedelen af tilfældene er kvinder, der trumfer disse sociale normer igennem. Det gør “mindsettet” hos kvinder meget svært at ændre. De er jo opdraget under disse normer, endda af deres mødre.
Et andet eksempel på en udfordring er statsborgerskab til (pige)børn, hvis de ikke har en far. Ifølge loven skulle det vist være muligt at få nepalesisk statsborgerskab, hvis man er født i Nepal – også som kvinde – men det er i praksis langt fra tilfældet. Vores kok her hos Tewa mistede sin mand, mens hun ventede deres datter. Datteren fik ikke uden videre nepalesisk statsborgerskab og på trods af, at moren søgte om det, var det ikke sådan bare muligt. For ansøgningen skal jo komme fra faren! Hun har så måttet tilbage til farens fødeby og finde vielsespapirer osv. som dokumentation på, hvem der er far til hendes barn. Først derefter har datteren fået nepalesisk statsborgerskab.
Heldigvis er der mange organisationer, der arbejder for at sikre bedre rettigheder for kvinder. Jeg har været med på besøg hos en kvindeorganisation i distriket Nuwakot, hvor kvinder bliver trænet i handel, ledelse, landbrug mv., så de kan skabe deres egen indkomst og både økonomisk og socialt blive mere ligestillede med mændene i lokalsamfundet.
Billedet viser kvinderne fra organisationen i Nuwakot, som i øvrigt kunne fortælle, at de går i to timer hver dag for at hente drikkevand, som de bærer hjem på hovedet.
Volunteering Kathmandu 